Byhaven & Terræn

Byhaven- & Terræn er vores udendørstilbud, hvor Aktivitetscentret Sundholms brugere kan hjælpe med at holde Sundholms område rent, grønt og indbydende. På terrænet vil deltager man i vedligeholdelse af de grønne områder, daglig oprydning af affald, renholdelse af bede, græsslåning, klipning af hække og beskæring af buske og træer. På vores lokale miljøplads kan man desuden være med til at indsamle og sortere pap, papir og storskrald fra Sundholms område til genbrug efter gældende regler. To dage er aldrig ens på terrænet og vi er ude i regn og slud og når solen står højt på himlen blå.

I Byhaven og dens tilhørende drivhus kan man prøve kræfter med almindeligt havearbejde og arbejdet i et drivhus og stifte bekendtskab med de krav og forventninger, der stilles i dette miljø. Frugt og grønt dyrkes i plantekasser og i drivhuset, mens høns sørger for æg til vores morgenmad. Byhaven har også en løbegård med kaniner, der ligesom resten af haven passes af brugerne. Tilbuddet danner samtidig grundlag for et grønt partnerskab med Byhaveforeningen, der står for inddragelse af de lokale institutioner i området. Vores naboer – både vuggestuer og private – har deres egne plantekasser i Byhaven. Her dyrker de deres egne afgrøder og sørger for hygge og en uvurderlig interaktion mellem brugerne og de øvrige besøgende. Byhaven danner desuden en hyggelig ramme om vores årlige juletræssalg.

"Jeg er her for at få lov til at være kreativ [...] og for ikke at gå derhjemme hele tiden" - brugercitat